Tandkrone

I gamle dage var tandkroner ikke til at tage fejl af – synlige guldtænder i munden, der hvor tænder manglede. I dag skiller kroner sig ikke ud – de er så naturtro som de kan blive. Med ny teknologi og udviklingen af porcelænskroner og keramik-kroner kamuflerer den naturtro krone sig og går i ét med resten af tandsættet.

En tandkrone er en form for hætte der er fremstillet individuelt til den enkelte tand. Kronen giver den svækkede eller defekte tand styrke og sikrer, at den ikke så nemt knækker. Man kan derfor betragte behandlingsmetoden som en helt ny tand, der giver dit tandsæt den optimale funktion og udseende.

Få krone til tand i Frederikshavn

Tandkroner kan både bruges til rent funktionelle behandlinger og til æstetiske behandlinger – her på klinikken tilbyder vi begge. Priserne på tandkroner er meget omdiskuterede, og vi vejleder omhyggeligt vore kunder gennem junglen af de mange kronetyper- og materialer, som findes, så man selv har en chance for at vælge den løsning, som har den bedste prognose i forhold til prisen.

Hvis tanden er knækket alvorligt anvender man ofte en stiftopbygning eller en plastisk opbygning under kronen, for at skabe et stabilt fundament for restaureringen.

Fordele ved tandkroner

For optimal funktion og æstetik i tandsættet er en tandkrone ofte løsningen. Grundet dets individuelle fremstilling vil tandkronen passe perfekt til nabotænderne og den modstående tand, som den tygger sammen med. En tandkrone vil altså fuldende det naturlige smil, du tidligere har været vant til. Desuden er her tale om en langtidsholdbar løsning, der ligeledes styrker svækkede tænder.

En gennemgang om behandlingsprocessen

Den pågældende tand slibes først til, for at lave et aftryk som tandkronen skal fremstilles ud fra. Indtil denne er klar skal din tand beskyttes med en midlertidig krone. Når kronen er klar tilpasses den perfekt til dit tandsæt, både i form, højde og farve, så du hverken kan se eller mærke den når den efterfølgende sættes permanent fast.